Vi mødes for tredje gang på marken i Vrads med vinden ind fra vest bærende små og store hagl med sig. Gjorde det noget. Næ.
Jorden var blød og våd og fåremøget modtageligt for 4 sorter kartofler, de gule sturonløg og
den gamle ærtesort, som vi udplantede og som bliver to meter høj og bærer ærter gennem 6-7 uger 15 markarbejdere ud af den store flok på 28, der i år er med i min fælleshave, kom trillende med deres trillebør med hakker og skovle. Dagens projekt var kartoflerne. 90 kg Elfe, tidlig sort og Ditta, Marabel og Belinda, middeltidlige sorter.
Vi er mødtes 3 gange før. Vi er tidlig ude af hullerne i år. Midt i marts. Vi har 22 bede af en længde på 30-35 meter, så vi skal tidligt i gang, det er mange meter at få gødet med håndkraft og en lille traktor. Det var dog en del værre i 2018, hvor jeg startede på 3300 m2 mager jord i et stenet hjørne af naboens mark. Jeg havde en uhåndterlig drøm om at dyrke kål på en pløjemark i stedet for inde i den lune have i læ for kolde friske vinde der kan sprede kålsommerfuglene, der elsker alle de kål, jeg driver frem, højt. En vindblæst mark var hvad jeg drømte om
Med en god nabos hjælp pløjede og harvede vi bede i marken, som vi året før havde sået til med græs og hvidkløver. Det er netop efter den afsluttende tromling at jeg håbefuldt og tilfreds skridter henover mit stykke mark i forsommeren 17
Da alle rødder stak ovenud af jorden efter pløjningen i 18 var det tydeligt og nedslående at se det trevlede net af kvikgræsrødder, hvori kartofler og kål skulle sætte sine rødder.
Men 2018 blev på alle måder et anderledes år end nogen havde regnet med. Sommertørken, som fik hele Danmark til at tale om klimakrise, udspillede sig uforudsigeligt på min mark. Det var på alle måder meget værre i 2018 end her i 2021 med 27 dejligste markfrænder. Føljeton følger.